Tolles Haus i Affoldern

Tolles Haus – Hemfurther Straße 14 – Affoldern – 34549 Edertal – web
Eder Draisine – Hemfurther Straße 14 – Affoldern – 34549 Edertal – web

På min køretur mod Edersee og dæmningen kom jeg gennem en lille flække, som hed Affoldern, og i udkanten af byen kom jeg forbi noget som fangede mit øje inde ved en stor parkeringsplads i kanten af skoven. Et hus… nå ja, det er der jo mange af, hvorfor var det dette hus som fangede min opmærksomhed… jo, det stod på hovedet. Tolles Haus hed det, så det er ikke noget som jeg selv her fundet på. Jeg havde ikke mulighed for at vende om for at se huset, så jeg fortsatte min tur ud til dæmningen, som egentlig var mit mål for dagens tur. Derfor besluttede jeg mig også for at køre samme vej tilbage til mit hotel i Baunatal, for det der totalt skøre hus, skulle jeg da lige se lidt nærmere på.

Som sagt så gjort, så på vejen tilbage mod Baunatal kørte jeg ind på parkeringspladsen ved huset, og allerede på parkeringspladsen blev jeg mødt af ‘tosserierne’, da der var parkeret en bil… på taget, hvor der stod ‘Bitte so Parken’, ‘parker venligst sådan’, jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke parkerede min bil på taget, så hvem siger, at tyskere ikke har humor? Desværre var det ikke muligt at komme ind i huset, der var endnu ikke åbnet den dag. Men lidt om huset, så er det et helt ‘almindeligt’ hus i træ og beton. Fundamentet og husets bærende dele er i beton, mens resten er bygget i træ. Huset er 95 m2 stort i to etager, har 8 værelser, og indrettet som et helt almindeligt hus, men bare på hovedet.

Jeg anede ikke der eksisterede et sådanne hus netop her, har hørt om lignende huse andre steder. Men det er jo det som gør det sjovt og spændende og rejse, hvis man er åben overfor eventyr og uventede oplevelser. Det eneste jeg havde var at taste min startdestination og min slutdestination ind på min GPS, slået undgå motorvej til. Man kan planlægge noget, men nogle ting, oplevelser mv., som denne, kommer helt uventet, og var en lige så god oplevelse som den oplevelse det var, at gense Edersee Dæmningen… som jeg skriver om i en anden historie, der kommer snarest muligt. Selvom jeg ikke var inde i huset, så var det noget som jeg grinede af længe, og var med til at gøre en lidt dum dag god. På samme parkeringsplads er der en turistinformation, som heller ikke havde åbent, så selvom jeg foretrækker at komme på udflugt fra morgenstunden, så var det ikke så tidligt på dagen alligevel, men det var en helligdag. Desuden er det muligt at komme ud og køre dræsine, skinnecykler, langs Affoldern See til Hemfurth og retur, i alt cirka 4,4 km.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.